Industrielle ethanolproduktionsmetoder falder hovedsageligt i to kategorier: fermentering og ethylenhydrering. Fermentering, som en traditionel proces, var længe den primære kilde til ethanol i forskellige lande, og i øjeblikket fremstilles alle alkoholiske drikkevarer og ca. 75 % af industriel ethanol på verdensplan stadig ved hjælp af denne metode. Men i de sidste fyrre år, med udviklingen af ethylenhydreringsteknologi, er fermentering gradvist blevet erstattet.
Fermentering forbruger store mængder korn; Der skal cirka 4 tons korn eller 12 tons kartofler til at producere 1 ton ethanol, hvilket medfører høje omkostninger, og derfor er det blevet udfaset. Træhydrolyse er på grund af dens store investering og høje omkostninger kun egnet til nogle få lande med rigelige skovressourcer. Brug af biprodukter fra sukker- eller papirindustrien-såsom melasse (sukkerrester) og sulfitmasseaffald-til fremstilling af ethanol bruges stadig i nogle lande, men udbyttet er lavt på grund af begrænsede råmaterialekilder; for eksempel kan der kun produceres 1 ton ethanol af 15-20 tons papirmasseaffald, som ikke kan opfylde store-industrielle behov. Selvom landbrugsbiprodukter og vilde planter (såsom rishalm, majsstilke eller vilde frugter) også kan bruges som råvarer, er der stadig problemer som indsamling, transport og begrænsede tilgængelige ressourcer. Overordnet set er gæringsmetoder, begrænset af råmaterialetilgængelighed og økonomisk effektivitet, blevet utilstrækkelige til at imødekomme kravene til storskalaproduktion.
På denne baggrund dukkede ethylenhydreringsmetoden gradvist op. Shell Chemical Company i USA industrialiserede direkte hydrering i Houston i 1948 og byggede et ethanolfabrik med en kapacitet på 60.000 tons om året. Efterfølgende, i 1951, byggede de endnu en ethanolfabrik i Scottscou med en årlig kapacitet på 35.000 tons, hvilket markerede modningen og den udbredte anvendelse af ethylenhydreringsteknologi.
